Om Dirigentløftet
Dirigentløftet Danmark er et nationalt talentudviklingsprogram med fokus på professionel orkesterdirektion, understøttet af Kulturministeriet for perioden 2023 – 2026.
Deltagelse i Dirigentløftet er gratis, og kan tilbydes til alle, som bor, arbejder eller studerer i Danmark, og som har til hensigt at etablere og udvikle sit professionelle virke i Danmark og den omkringliggende region.
Vi leder efter dig, som kan sige ja til én eller flere af nedenstående beskrivelser:
- Du har et udtalt talent for direktion, men mangler et vedholdende og ambitiøst udviklingsforløb på et højt niveau.
- Du er professionel musiker eller under musikalsk uddannelse, og har en interesse for at dirigere.
- Du har erfaring eller uddannelse men mangler det sidste løft for at få gang i dirigentkarrieren på et professionelt niveau.
- Du står på tærsklen til en professionel karriere som dirigent.
Dirigentløftets årlige program tilrettelægges af det faglige råd, og består af 8-10 masterclasses med professionelle orkestre eller ensembler, under ledelse af nationale og internationale undervisere.
Det faglige råd har ligeledes ansvar for at udvælge hvilke ansøgere der tilbydes en plads i Dirigentløftet det givne år.
Dirigentløftet Danmark har fokus på den enkelte deltagers udviklingspotentialer, og kan derfor vælge at optage studerende på samme årgang, som har meget forskellige forudsætninger eller erfaringer.
Fra 2026 har Dirigentløftets faglige råd valgt at sætte en øvre aldersgrænse for ansøgere på 40 år. Ved Dirigentløftets masterclasses undervises der udelukkende på dansk eller engelsk.
Der er begrænset optag til Dirigentløftet Danmark, og det faglige råd forbeholder sig retten til at tilbyde eksisterende deltagere flere år i programmet, frem for at optage nye studerende.
Optagelse i programmet sker ved, at et antal ansøgere udvælges til optagelsesprøve baseret på deres ansøgning og indsendt video-materiale. Ved optagelsesprøven dirigerer hver ansøger en tilstillet opgave med kammerorkester.
Optagelsesprøverne finder sted i slutningen af året i Orkesterprøvesalen på Operaen i København. Ansøgninger modtages gennem en ansøgningsformular, som offentliggøres her på Dirigentløftets hjemmeside i september. Et antal ansøgere inviteres herefter til optagelsesprøven og får tilsendt repertoire. Spørgsmål kan rettes til projektleder Laura Nyhus Kaae på info@dirigentloeftet.dk.
I Dirigentløftet indgår også en løbende produktion af video-materiale, kontakt til væsentlige brancheaktører, et stærkt netværk med andre dirigenter, samt adgang til prøver og koncerter med professionelle orkestre.
Aktiviteter under Dirigentløftet startede i februar 2024.
Daglig ledelse

Jens-Ulrik Kleemeyer
Projektleder, Dirigentløftet (barselsvikar)
Telefon: +45 20 51 87 74
Mail: jeklm@aarhus.dk
Fagligt råd

Jesper Nordin
Musikchef i Aarhus Symfoniorkester
Faglig leder af Dirigentløftet

Henrik Vagn Christensen
Dirigent

Eva Ollikainen
Dirigent

Christian Kluxen
Dirigent

Jon Gjesme
Musiker