Johanne Sofie Bech Madsen er en dansk klassisk sanger og dirigent. Hun er uddannet fra Malko Dirigentskolen i København 2022 samt fra Det Jyske Musikkonservatorium med en bachelor 2022 og kandidat 2024 i klassisk sang og studerer nu en kandidat i klassisk hørelære 2024-2026.
Johanne var i juni 2024 talentprismodtager af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat for sit virke som sanger og dirigent og modtog desuden i december 2022 Dansk Kapelmesterforenings Talentpris, Arne Hammelboes Rejselegat.
Under sin dirigentuddannelse har hun modtaget masterclasses med bl.a. Ole Faurschou, Herbert Blomstedt og Fabio Luisi og dirigeret større danske ensembler, herunder DR Vokalensemblet og Athelas Sinfonietta.
Johanne er fast dirigent for det professionelle ensemble Aarhus Kammerorkester (tidligere Ensemble Pluma), hvor hun har dirigeret adskillige koncerter og desuden optrådt med orkestret i en dobbeltrolle som både dirigent og solist med vejledning fra dirigent og operasanger Barbara Hannigan.
Johanne har arbejdet tæt sammen med Operaen i Midten og Den Jyske Opera som instruktørassistent på flere produktioner og desuden været aktuel ved bl.a. Herning Operafestival som solist.